Transfer Talk: To klubber solgt før jul?

Der er sandsynligvis tale om en klub i Superligaen og en i NordicBet Liga..

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Denne klumme bliver lidt anderledes end normalt. Det er nemlig den sidste i et stykke tid. Jeg holder lige seks ugers fodboldpause og vender så tilbage efter VM. Bum bum.

Det betyder også, at klummens tema er sådan lidt ufærdigt. Men det kan ikke være anderledes. En del af præmissen for klummen er ’hørt på vandrørene’. Altså troværdige rygter. Håber jeg.

Ifølge en håndfuld forskellige og uafhængige af hinanden kilder fra fodboldmiljøet kan vi nemlig forvente, at to danske klubber sælges før jul. En klub-transfer bliver ikke kaldt så tit, men det siges, at to klubber skifter ejerhænder.

Desværre – og derfor er klummen noget ufærdig i anslaget – kan jeg ikke komme det meget tættere på. Men der er sandsynligvis tale om en klub i Superligaen og en i NordicBet Liga (det sidste er dog mere usikkert. Det kan være yderligere en klub i Superligaen.)

Klubber handles jævnligt i 1. division. Der synes at være lidt af et investeringscirkus i gang, der ikke mindst med mere eller mindre gennemskuelige investorprojekter med udenlandsk adresse.

Men det siges, at dette specifikke projekt har røv i bukserne med en pipeline af interessante spillere klar til at løfte holdet op i Superligaen.

Holdet i Superligaen er sandsynligvis AaB. Der er har som bekendt været en del snak om et salg af nordjyderne hele efteråret, og ledelsen fortalte tidligere på året, at der var kommet et bud fra en udenlandsk aktør, som man ikke lige siger nej til.

I samme fodboldmiljø vil rygtet om Red Bulls interesse for at købe sig ind på det danske fodboldklubmarked ikke dø ud. Jeg har ikke the smoking gun, men hvis Red Bull forvandler rygter til realiteter, så er AaB en oplagt case. God fanbase, gode traditioner og ja … Red Bull plejer ikke at være ræd for at kaste sig over et håndværkertilbud. For der skal gøres meget ved AaB. Man kan mene meget om den type investorer, men vi kommer ikke udenom, at hvis – HVIS – der er tale om en koncern som Red Bull, så vil de komme med et budget og know-how om drift af en moderne fodboldklub, der vil give hvilken som helst dansk klub et boost.

Rygterne kan dog også omhandle Randers. Kronjyderne er som bekendt også nævnt til salg og har stort potentiale med det rigtige setup. Så ser vi en december, hvor både AaB og Randers skifter ejerkreds og gør klar til et gearskifte?

Hvis det bliver tilfældet – og igen det skal understreges, at der er en vis usikkerhed her – så vil det betyde noget for den øgede konkurrence i Superligaen.

Fra udenlandske agenter og forskellige former for aktører, så høres det, at flere investorer pt. ser mod Danmark. Superligaen er en god platform af flere årsager.

Det er en solid mellemliga i forhold til den europæiske rangliste, det er let at placere udenlandske spillere i de danske klubber og over de seneste 5-7 år har primært FCK og FCM bevist, at priser på spillere solgt fra Superligaen kun går en vej. For de rette ambitiøse projekter, så er vejen til de europæiske gruppespil heller ikke lang.

Som fodboldfan er det ikke sikkert, man er pjattet med den udvikling. Men det er den vej, det går fodbolden. Og december vil vise, om der er tale om mere end rygter. Hvis altså.. Om seks uger er vi klogere.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme