Det er ganske enkelt nu Brøndby skal skifte gear og det koster mange knapper, men det kan være investeringen værd.
Det er ganske enkelt nu Brøndby skal skifte gear og det koster mange knapper, men det kan være investeringen værd.
Baggrundsfoto: TT
Det slår stort set aldrig fejl. Når Brøndby præsenterer regnskab med røde tal samt forventninger om røde tal også den efterfølgende sæson så koger online overskrifter og sociale medier over. Typisk med ’blodrød’ som den faste motor.
Brøndbys regnskab viser et minus på 11 millioner kroner nu og op til 90 millioner næste sæson. Sidstnævnte er et heftigt tal, men man skal hæfte sig ved, at det også fremgår prognosen er behæftet med usikkerhed.
Sælger Brøndby Slimane og Hermansen til sommer samt kvalificerer sig til Europa (holder de blå-gule sig fri af skader, så smider de ikke mange point dette forår) så kommer der indtægter derfra, der hurtigt kan beskære de dystre 90 millioner kroner ned til et markant lavere niveau.
Det centrale er i årsrapporten der varsles vilje til handling. Det er det element som klummen her skal handle om. Det er ganske enkelt nu Brøndby skal skifte gear og det koster mange knapper, men det kan være investeringen værd. Det kan vise sig dyrere ikke at gøre noget.
Da Brøndby vandt mesterskabet var det ikke en freak sæson a la Herfølge (med al respekt). Det var fortjent og de var klar til det. Men de blå-gule har ikke vist sig modne eller parate til at håndtere tiden efter mesterskabet. Det har været dyre lærepenge og de millioner som mesterskabet kastede af sig var et momentum, som de ganske enkelt ikke byggede videre på.
Der ville komme en reaktion fra FCM og FCK, det ville blive slidsomt at slås på to fronter i Europa og som titelforsvarer. Der er en verden til forskel på at være det sultne hold, der jagter versus, dem der nåede målet og måske lidt mætte tager hul på en ny sæson i lavere gear.
Vi har også været vidne til lidt af et transfercirkus omkring Maxsø, der vel har takket af flere gange i Brøndby og givet hånd end Frank Sinatra holdt afskedskoncerter.
Ny forventninger, anderledes eksponering, et nyt syn fra omgivelserne på Brøndby og en transfer-strategi, der ikke har vist sig videre frugtbar har gjort, at der skal hældes nyt brændstof i tanken.
Det kan lyde som om, det er krisetid i Brøndby. Det er ikke pointen. Ledelse og bestyrelse må se sig om i landskabet og sige okay, det kan godt være FCK og FCM har flere penge og sælger for store beløb, men de er ikke usårlige. De begår også transfer-fejl.
Med en stærkere trup skal Brøndby placere sig i top-4. De fremtidige investeringer skal øge sandsynligheden for: Deltagelse i Europa og penge heraf, udsolgte hjemmekampe og salg af spillere for større beløb.
Det kræver investeringer nu. Ikke i morgen. Eller næste uge. Men lykkes den manøvre, så er det potentielle afkast for det store udlæg betragtelig. Det kræver også en kursændring på transfermarkedet. At rekruttere direkte ud fra den norske og svenske liga giver ikke længere mening, hvis den overhovedet har gjort det. De bedste spillere fra de to ligaer kommer Brøndby ikke i nærheden og især de norske spillere har ikke vist sig umagen værd. Derfor er Håkan Evjen interessant som case. Her er en nordisk spiller, der har været ude på større scene og har et udviklingspotentiale ikke mindst på videresalg. Han kommer ikke fra en norsk mellemklub og skal tage et skridt op. Det skridt har han taget, men skal mere bruge opholdet i Brøndby på at komme tilbage på ret kurs opad udviklingsmæssigt.
Det betyder ikke, at Brøndby fremover kun vil holde øje med nordmænd og svenskere i alderen 21-24 år ude i Europa.
At Scott McLachlan er inde over nu vil ifølge mine informationer ændre Brøndbys terræn for rekruttering. Landkortet bliver større og et bud herfra bliver Nordamerika kommer til at spille en central rolle. MLS producerer interessante talenter, men har også et betragteligt tilbagekøbspotentiale. Henter man spillere direkte ud af de afrikanske ligaer, så skal casen involvere et salg videre ud til større adresse i Europa. Med nordamerikanske spillere er mulighed for Europa ikke mindst Tyskland eller RB Salzburg, men også udvikle, forædle og sælge tilbage til MLS.
Sådan et kursskifte og større motor under køleren koster penge. Og investeringer i fodbold er altid behæftet med en vis usikkerhed, men Brøndbys nye ejerkreds har ganske enkelt ikke råd til ikke at investere massivt for at lave bundlinje på de blå-gule.