Transfer Talk: Manchester United skal være interesseret i Eriksen

Der er igen optræk til storvask i truppen til sommer. Ten Hag skal have nye folk ind. Typer som Eriksen, der brænder for fodbolden og ikke alt det udenom. Ny stil, ny strategi og måske en ny kultur?

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Transfer Talk handler typisk om transfer-trends og news med en dansk vinkel, men her tager vi lige en afstikker.

Årsagen er Manchester Uniteds møde med Brentford mandag aften. Hvorfor? Christian Eriksen står højt på værternes ønskeseddel over tilgange til sommer.

Eriksen er vendt tilbage til fodboldbanen i fremragende form, og som gratis klassespiller med fornemmelse for Erik ten Hags fodboldstil, så er danskeren ønsket på Old Trafford.

Det er dog ikke motoren i klummen her. Fokus er på Manchester United som case. Vi har for vane at sige de største budgetter vinder per automatik. Manchester United er det stærke bevis på, at selv klassens største og rigeste drenge ikke kommer sovende til noget uanset budgettets muskulatur.

Der kommer heller ingen trofæer til Manchester United denne sæson. Dvs., at når vi afslutter næste sæson ved sommeren ’23, så er der en reel og ret stor risiko for at overskrifterne om et års tid vil handle om de ti år, der er gået siden Alex Ferguson gik på pension og tog klubbens sidste mesterskabstitel med sig.

Med skotten ved roret vandt Manchester United 13 mesterskaber i Premier Leagues historie. I disse dage er jeg ved at lægge sidste hånd på en bog, der går i dybden med Premier Leagues 30 første sæsoner og lektien heraf.

En central lektie er Manchester Uniteds tilgang til spillerhandler.

Alex Ferguson var fuldstændig nådesløs i sin transfertilgang med en strategi, der ikke blot handlede om at få de bedste spillere, men samtidig stække konkurrenterne. Som da han kaprede Roy Keane for næsen af rivalen Kenny Dalglish. Keane havde givet Dalglish håndslag på en aftale og et skifte til Blackburn Rovers og kun fordi kontorpersonalet var gået hjem den fredag eftermiddag så blev papirarbejdet udskudt til mandag. Over weekenden og et slag billard fik Ferguson Keane på andre tanker. Derimod sikrede han sig ikke kun ligaens bedste midtbanespiller for næsten af rivalerne, men sikrede ligeledes en naturlig fødekæde – den aldrende anfører Bryan Robson vidste godt, hvad klokken var slået, da Keane blev præsenteret.

Ferguson begik også en lang række fejl på transfermarkedet. Som f.eks. købet af Veron, men samlet set – og for at denne klumme ikke skal blive et rent nostalgisk opkog – så havde skottens strategi et trebenet sigte. De bedste, loyale kulturbærere og beskyttelse af klubbens kultur. Store navne røg ud igen, så snart de troede sig større end klubben (og Alex Ferguson).

Hvor mange gange vi set Manchester United i sådanne handler siden Fergusons pension? For at låne Casper Stylsvigs ord så ’opererer Manchester United i dag så renskuret som Starbucks’.

Altså som et brand og ikke en kulturel institution med en særlig sjæl. Spillere har fået lov til at omtale sig selv som større end og hævet over klubben. At de i sig selv var mere attraktive brands i lånt tid i den røde trøje med Pogba som det fremmeste eksempel på en spiller, der måske nok var den dyrest tilgængelige spiller, men ikke den bedste til pladsen og uden forståelse for kulturen. Det er svært at ræsonnere andet med tanke for spillerens nu afdøde agent Mino Raiolas udfald mod klubbens ve og vel og strategi og alt muligt andet. Fra Fergusons sidste ord i transferspørgsmål til en indkøbs’strategi’ eksekveret af bankmanden Ed Woodward.

Transfermillionerne har rullet, lønningerne eksploderet, trænere og spillere er kommet og gået og har efterladt os, der elsker engelsk fodbold, at de ofte er købt ind for enten navnenes skyld eller på grund af de rigtige relationer. Forskellige trænere har efterladt en klub uden et fast spilsystem, som rivalerne Liverpool og Manchester City ellers har praktiseret til stor succes, og denne slingrekurs står også i modsætning til årene med Ferguson.

Der er igen optræk til storvask i truppen til sommer. Ten Hag skal have nye folk ind. Typer som Eriksen, der brænder for fodbolden og ikke alt det udenom. Ny stil, ny strategi og måske en ny kultur?

Og vinder Brentford på Old Trafford i aften, så vil det være endnu et bevis på, at selv de største budgetter kan fare vild, når de glemmer, at de netop er en klub og vigtigheden af en slidstærk kultur. Vi får næppe stærkere case på den problemstilling end Manchester United anno 2022. 

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme