Transfer Talk: Måske var Claesson og Maxsø mere heldige end de aner

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Transfer Talk har ikke for vane at beskæftige sig med international storpolitik og slet ikke i en skala som Ruslands overfald på Ukraine. Og heldigvis for det, men den russiske invasion har skabt en tsunami af følgevirkninger, der også har ramt fodboldens verden og ikke mindst afstedkommet en mildest talt bizar transfer-virkelighed. En floskel lyder, at sport og politik ikke skal blandes, hvilket er nonsens, og vi har helt aktuelt en transfer-case som eksempel på dette.

Som bekendt har FIFA – efter overvejelse – suspenderet kontrakter for udenlandske spillere i russisk fodbold, der så har haft mulighed for at finde korte lejekontrakter for resten af sæsonen andetsteds. Som f.eks. Anders Dreyer i FCM.

Det siger selv, at de fleste udenlandske spillere der vælger at skifte til russisk fodbold, gør det formentlig for pengenes skyld. Lønnen er god i det russiske og jeg har svært ved at forestille mig, at brasilianske spillere og andre som teenagere drømmer om en kontrakt med Rubin Kazan, men så kom voksenlivet og en fuldfed løncheck. Det siger også sig selv, at når man finder en arbejdsgiver i del af verden som med vestlige briller er noget flosset i værdierne, så er der en vis risiko forbundet med det. Men derfra til at danske, svenske og alle mulige andre spillere er blevet kaldt alt fra landsforrædere til andre slagord fra rendestenen er alligevel langt. Det med brillerne spiller en rolle. Det vender jeg tilbage til.

FIFA kunne have valgt at håndtere sagen markant anderledes. Alt fra at gå all in på den gode relation til Rusland og fastholdt spillerne skulle blive i de russiske klubber til at overrule samtlige kontrakter og tillade spillere efter ønske kunne få deres kontrakter helt annulleret og blive fritstillet omgående.

I stedet er spillerne i min optik endt som gidsler på vegne af FIFA. I de russiske klubber er virkeligheden en anden. Her præsenteres de for statsstyret tv og ’særlige militære operationer’ i en meget kontrolleret informationsstrøm. Så når X, Y eller Z spiller fra udlandet pludselig beder om at komme væk for et par måneder, så vil det naturligvis undre den russiske klub. Hvoraf flere af dem har overordentligt gode forbindelser til den russiske statsledelse. Hvorfor vil du væk? Ja … ææææhhh… I fører jo ligesom krig og den slags. Nej? Det gør vi ikke. Man kan næsten høre den akavede stemning i kontorlokalet for sig. Man skal huske på, at spillerne om kort tid skal tilbage igen. Og tilbage til hvad? En russisk liga i ruiner. Og man skifter ikke kun til Rusland for pengenes skyld, men det er også et bedre udstillingsvindue til større adresser end f.eks. Superligaen og Allsvenskan er det. Nu har den karrieplan havnet i en blindgyde uden kattelem.

Her er et eksempel taget med tang. Norske Gårdmand Bjørn har spillet 12 måneder hos Spartak Londongrad af en i alt fem år lang kontrakt. Gårdmand Bjørn har en sæson bag sig med gode stats og har scoret flittigt. Spartak Londongrad forventer interesse fra Serie A og Bundesligaen og værdisætter vor Bjørn til 10 millioner euro. Det er helt efter planen. Indtil nu. Gårdmand Bjørn får på puklen i hjemlandet Norge for ikke fra sin hotellejlighed i Londongrad offentligt at tage dyb afstand til det russiske angreb, men efter en uge kommer der en melding fra FIFA og han tegner en korttidskontrakt med en dansk klub gældende til 30. juni. Derefter? Ingen ved det. Han har i sin tid i Danmark udtalt sig enormt kritisk om Rusland, så bliver det næppe en fest at vende tilbage til Londongrad som han kontraktligt skal efter endt korttidskontrakt. Og interessen fra Serie A og Bundesligaen er der stadig, men de hverken kan eller vil betale en eneste euro for ham. På grund af handelssanktioner, men også fordi enhver større europæisk klub med respekt for sig selv holder skarpt øje med den russiske liga lige nu. Bliver alle spillere løst af deres kontrakter og fritstillet efter indgreb fra FIFA om et par måneder, så er der ingen grund til så meget som at overveje en form for transfer eller anden overgangsbetaling.

FCK har som bekendt hentet Viktor Claesson. Svenskeren var heldig. Hans kontrakt stod til at udløbe til sommer, hvorfor Krasnodar valgte at spare de sidste måneders løn velvidende, at Claesson næppe ville forlænge og rev kontrakten over. Claesson kunne gå.

Spillere kan til hver en tid tilbyde sin arbejdsgiver at købe sig fri af sin kontrakt. Det vil helt sikkert ikke blive billigt og igen som følge af sanktioner kun kunne klares med penge stående i russiske banker. Uanset teknikaliteter så er det igen en situation som X, Y og Z spiller er havnet i uforvarende.

Hvis spillerne fritstilles, så vil det skabe nye dønninger for fodboldens transfermarked idet klubber ude i Europa pludselig kan ændre på deres ønskeseddel for sommerens vindue over en nat. Eller hvis intet sker så kan en spiller, der stod langt ned på listen pludselig rykke frem på blokken og blive handlet.

Mon Andreas Maxsø i sit stille sind føler sig heldig over, at han trods alt ikke endte i Rostov? Han var formentlig hurtigt havnet i Brøndby igen på en korttidskontrakt, men hvad så derefter? Og hvad med Dreyer og alle andre spillere i samme situation til sommer? Ifølge mine oplysninger så er der interesse for Dreyer fra både Italien og Tyskland efter en stærk indsats i den russiske liga, men kan han overhovedet komme afsted? Det tyder intet på lige nu.

Ikke før FIFA vågner op og løser denne bizarre og ulykkelige transfer-knude.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.