Transfer Talk: Logikken i Dreyers skifte til Anderlecht

I skrivende stund er det kun få detaljer, der skiller Anders Dreyer fra at skifte fra FC Midtjylland til Anderlecht.

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Måske er det allerede officielt. Ellers tæt på. I skrivende stund er det kun få detaljer, der skiller Anders Dreyer fra at skifte fra FC Midtjylland til Anderlecht.

For Dreyer er det en no brainer. Han har hele tiden haft et ønske om at søge ud igen. For FCM kan det ligne en lang næse. Ikke mindst i lyset af Evander også er solgt dette vindue.

Sportsligt svækket og et ’hej hej’ efter seks måneder, men mekanismerne bag gør Dreyers skifte til den belgiske storklub til en interessant case. For alle tre parter.

Hovedingrediensen i cocktailen er Dreyers tidligere arbejdsgiver Rubin Kazan. På grund af Ruslands overfald på Ukraine røg russisk fodbold ud i kulden. Og med status som paria flygtede stort set alle udenlandske spillere fra den russiske liga. Med god grund. Og ikke mindst Anders Dreyer der var skiftet til Rusland for at gå i optikken på en større vestlig klub.

Det vakuum der opstod efter suspenderingen af den russiske liga satte både Dreyer og FCM i en kattepine. Klubben kunne se langt efter de transfermillioner, som russerne skulle betale ifølge aftalen med midtjyderne. Dreyer var som andre spillere i samme situation fanget i en malstrøm af politiske begivenheder, der gjorde, at ingen klubber ude i den store verden ville til lommerne. Hvorfor betale 50-60 millioner kroner for en spiller, der dagen efter måske kunne være erhvervet gratis, hvis spillerne fik annulleret deres kontrakter. Så hellere vente og se situationens udvikling.

Problemet for Dreyer og andre spillere var, at man ikke kan bygge en karriere på Vente FC. Derfor lejeaftalen med FCM i marts sæsonen ud.

Hvorfor det var oplagt igen at vende retur til FC Midtjylland i sommer under visse betingelser på en permanent kontrakt. En relativ lav frikøbsklausul på 4,25 mio. euro så han hurtigt kunne komme videre, hvis han leverede varen og det rette tilbud udefra kom. For FCM fik de glæde af en spiller, som reelt ikke var et sted i karrieren, hvor han igen burde være at finde i Herning og Superligaen samt en frikøbsklausul, der sikrede dem en god del af de millioner, som de ellers ikke ville få en bøjet femøre af. FCM ville nok ønske de kunne have landet flere millioner på ham, men overordnet set er det en vellykket operation – det var trods alt sikre millioner versus en lang russisk næse.

For Anderlechts nye danske makkerpar Fredberg og Riemer betyder casen, at de kan præsentere en dygtig spiller erhvervet til under markedsprisen, Dreyer fik sit skifte og FCM fik millionerne. Ren købmandslogik for alle parter.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme