Transfer Talk: Her kan Brøndby få fordel af de nye ejere

Det nye ejerskab har beriget Brøndby med søsterklubber som Real Salt Lake City og Crystal Palace.

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Brøndbys nye ejerskab glider ikke lige let ned i alle dele af det blå-gule fankorps. Det kan ikke være anderledes i en så omfattende fanbase, men set i et transferperspektiv bringer det nye muligheder med sig.

Som tidligere nævnt er der brug for at investere ret massivt for en nordisk klub i spillertruppen for dels at hænge på topfeltet og måske udnytte, at FCM synes på vej ind i en strategisk bølgedal.

Det nye ejerskab har beriget Brøndby med søsterklubber som Real Salt Lake City og Crystal Palace. Førstnævnte åbner for en oplagt trafik af spillere fra og retursalg til MLS, hvorimod sidstnævnte er lidt mere utydelig i billedet.

Men ikke desto mindre har familiebåndet til Crystal Palace en klar fordel, som ikke (kun) handler om muligheden for at spillere udlejes til Brøndby.



Brøndby får hermed øjne på jorden i Englands talent hotspot nummer et. Crystal Palace har hjemme i det sydlige London og området syd for Themsen med Croydon som epicenter bugner af unge talenter. Takket være en koncentreret boligmasse (hvor folk faktisk bor modsat mere velhavende bydele i den engelske hovedstad) og mange borgere med mange forskellige nationaliteter og dermed fodboldkulturer ’klemt’ ind på et geografisk lille område, så er konkurrencen tårnhøj. I runde tal har 10 procent af de engelske spillere i Premier League trådt deres barnesko i det sydlige London.

Bemærk hvordan Dortmund som det fremmeste eksempel, men også italienske klubber kaprer britiske talenter, udvikler og sælger tilbage til England med stor profit.

Man skal nok ikke forestille sig en 1:1 model med Brøndby og Dortmund, der har gjort scoops med Sancho og Bellingham, men mindre kan naturligvis gøre det. Det kan f.eks. være en model, hvor Brøndby henter eksempelvis 2-3 talenter, som Crystal Palace også har et godt øje til og senere køber af Brøndby. Det vil være en billigere løsning for Premier League klubben end at se samme talent gå til en klub i Serie A eller The Championship, gøre det godt og prisen eksplodere.

Om vi kan se talenter hentet over allerede i det kommende transfervindue ved jeg ikke, men ifølge mine kilder, så er det en mulighed og transfer pipeline, som der arbejdes med.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme