Transfer Talk: Er det nu FCN får en amerikansk søster?

Et brohoved i USA kan være den motor, der skal til for at ændre FCN fra talentudvikler til mesterskabskandidat hvert år.

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Superligaens førsteplads er dramaet, der bliver ved med at give. Ingen vil rigtigt have tronen og FCK-ledelsen kan stadig ikke føre bevis for, at de slår med en styrke, der matcher det budget, som er til rådighed.

Det faktum holder døren åben for FCN, der ellers ikke har imponeret voldsomt dette forår, men med sejren mandag aften over et FCK-hold med alt andet end guldglans over sig, så har tigerne fra Farum nu guldet i egne hænder.

Men som Superligaen har formet sig i slutspilsfasen så kan fire hold tage titlen. Viborg ligner de kæmper lidt med kadencen og AGF rykker så hårdt fra baghjul, at man ikke vil blive overrasket, hvis mesterskabet skal fejres i Aarhus. Og man tør næsten ikke tænke på de sms’er, der vil kunne sendes fra visse personer i AGF-ledelsen til visse personer i FCK ditto i så fald.

Det er ren spekulation, men mens Superligaens store drenge nægter at tage ejerskab over ligaen, så kan vi lige så godt tage den store kikkert frem og se mod horisonten.

FCN er helt indlysende en spændende case. Nu er FCN godt i gang med hele Right to Dream modellen – udvikle de unge og sælg dem dyrt og over tid, så form hold, der kan tage titlen. Det er sådan en sæson vi ser nu. Men det er ikke kun denne sæson, der åbner for perspektiv.

Der er tidligere i Tipsbladet åbnet for et amerikansk eventyr af Right to Dream gruppens ejerkreds, og det ligner det rykker tæt på nu.

Right to Dream har fra begyndelsen og før FCN-tiden haft tætte bånd til USA og blandt andet sendt unge spillere afsted til staterne for at studere samt opereret med investormidler fra det store land på den anden side af dammen.

To klubber har været inde i billedet for en franchise. Baltimore viste sig for dyrt et projekt i forhold til at geare klubbens stadion og infrastruktur op samt på anden vis gøre klar til at byde ind på en plads i MLS.

Pilen peger derfor på San Diego.

FCN har Mansour-gruppen som ejermænd og Right to Dream benet har længe haft kig på det amerikanske marked. Det er en sag, som jeg stilfærdigt har fulgt via lokale amerikanske nyheds- og erhvervsmedier og summen er kort fortalt, at det ventes San Diego bliver en del af Right to Dream i løbet af den næste måneds tid.

Centralt er infrastrukturen for i San Diego finder man det stadion, som Baltimore ikke kunne tilbyde nemlig Snapdragon Stadium med plads til op til 35.000 tilskuere. I så fald et af MLS største stadions, når klubben snarligt godkendes som den 30. franchise i den bedste amerikanske liga.



Der bliver blandt andet spillet amerikansk fodbold på det stadion, hvorfor hele den bagvedliggende infrastruktur er sat op til store sports events.

3-4 mindre lokale medier i San Diego beretter dette – og jeg kan ikke fastslå, hvem der kom først – og humlen er, at det ventes Right to Dream gruppen har meldt ud, at man arbejder videre ned ad den vej og en erklæring om en klar aftale om en MLS-klub i Right to Dream regi kan være på trapperne allerede i næste uge.

Det vil ikke bare åbne et nyt marked for Right to Dream udi talenter, men også kommerciel energi, men potentielt ændre på FCN’s status i Right to Dream fødekæden. Det er ingen hemmelighed, at man ude i Europa bredt anser Superligaen for en let vej til de europæiske gruppeturneringer, hvorfor Farum-klubben kan blive en platform, hvor spillere fra MLS-holdet mellemlander. Her vænner de sig til europæisk fodbold og modnes før et videresalg til en større adresse.

Alt ovenstående er naturligvis en blanding af en analyse og spekulation for min regning, det erkender jeg. Men et brohoved i USA kan være den motor, der skal til for at ændre FCN fra talentudvikler, der kæmper om titlen hver femte år til talentudvikler og mesterskabskandidat hvert år. Man kan se FCN’s potentielle mesterskab denne sæson som en gøgeunge, der ’lukrerer’ på de større hold og budgetters underpræsterende og snublende sæson – hvilket folk ofte forbander sidst FCN vandt titlen – men det kan også vise sig at være en sæson, der bliver den første af flere guldæg i reden i Farum.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme