Transfer Talk: Derfor skifter Jon Dagur ikke til AaB. Eller en anden dansk klub

Som 23-årig er han ikke færdig med at udvikle sig, men det kræver ikke kun spilletid, men også tillid.

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

AGF’s Jon Dagur Thorsteinsson har igen været i overskrifterne. Som regel er det for indsatsen på banen, der får islændingen i søgelyset, men denne gang er det så fordi offensivspilleren ikke spiller. Og heller ikke får flere kampe for AGF.

Det har sået tvivl om, hvem der bestemmer i AGF. Sportschef Stig Inge Bjørnebye eller cheftræner David Nielsen?

Svaret kan ikke være andet end at det er en beslutning truffet i fællesskab. AGF kæmper som bekendt for syvendepladsen og har brug for alle relevante spillere i den proces. Og når Thorsteinsson ikke længere er vurderet relevant, så kan det ikke skyldes andet end en strategisk beslutning truffet af Bjørnebye og Nielsen.

I den beslutning må også være et spørgsmål om tillid. AGF er ikke i en position, hvor David Nielsen har den luksus at kunne teste unge spillere af. Der skal skaffes resultater her og nu. Vi ved ikke om Nielsen reelt kæmper for sit job, og om det job står og falder med syvendepladsen. Så når Thorsteinsson helt sies fra, så må enten træner eller spiller have mistillid til den anden. Hvem og hvordan ved vi ikke, men det ligner en kæde, der er hoppet af et sted.

Han har ifølge superliga.dk spillet 18 kampe og skabt 30 chancer. Han er på en delt tredjeplads sammen med Bundu over AGF’s topscorere denne sæson, og ja med tre mål så siger det måske mest af alt noget om Aarhus-klubbens sæson, men han har kvaliteter der gør, at man ikke dropper ham bare fordi han har kontraktudløb. Der kan dog ikke være tvivl om, at det er bittert for AGF ikke at kunne tjene penge på ham, men må se ham gå gratis, men det er ikke første gang i historien, at en dansk klub må vinke farvel til en spiller ved kontraktudløb. Og måske kunne det være gået anderledes.

Som 23-årig er han ikke færdig med at udvikle sig, men det kræver ikke kun spilletid, men også tillid. Ifølge Superstats.dk er han skiftet ud 12 gange, dermed topper han sammen med Albert Grønbæk AGF’s liste over flest udskiftninger. Er det den slags manglede tillid, der får en ung spiller til at overveje to gange at forlænge? Jeg er 44 år og kan ikke løbe en brandhane op, så jeg ved det ikke, men det ligner en tanke.

Thorsteinsson og AGF har forhandlet om en kontraktforlængelse med forslag frem og tilbage indtil dialogen døde ud. Der har længe været rygter om interesse fra blandt andet franske klubber, hvorfor vi må antage kontraktdialogen har været kold et stykke tid.

Der har været skrevet om et konkret bud fra AaB samt interesse fra andre danske klubber. Det er muligt, men han kommer ikke til at gå til en anden dansk klub. Hvorfor? Fordi det vil ikke give mening.

Covid-19 har ændret markedet for spillere markant og det spiller ind her. Thorsteinsson er nemlig en fremragende case på spillermarkedets aktuelle udvikling. Der er masser af penge i de europæiske klubber til køb af spillere, men kun de unge spillere.

Etablerede spillere bliver i de kommende år meget svære at få interessante transferpriser for. Guldet går til ungdommen. Så hvis Thorsteinsson nu drømmer om at prøve kræfter med en anden liga end Superligaen, så er det til sommer han kan lande en lukrativ kontrakt. Hvis han skifter til en anden dansk klub, så vil han formentlig først kunne se mod udlandet som mere etableret spiller og det formentlig med et prisskilt som i en covid-19 præget tid ikke lokker de ligaer, som han drømmer om til forhandlingsbordet. Og hvis han på den lange bane drømmer om et skifte til en engelsk klub, så nødvendiggør Brexit-reglerne, at han nu skal tænke sig godt om. Han har tidligere været i Fulham. Det er ikke utænkeligt, at han drømmer om England på den lange bane.

Han er ung, han kan skifte gratis og som ung spiller er aktierne ’hotte’ her og nu – det er nu han kan lave en lukrativ kontrakt med en klub ude i Europa. Det kan ingen danske klubber bortset fra FCK og FCM hamle op med.

Så måske bliver det et uskønt farvel for Thorsteinsson til AGF. Men farvel bliver det og også til Superligaen. Det fortæller markedet os.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme