Transfer Talk: Brøndbys transferstrategi er ikke kun en fiasko

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Brøndbys transferaktiviteter denne sæson er igen i vælten i kølvandet på klubejer Jan Bech Andersens interview med tipsbladet.dk forleden.

I en sport generelt præget af angst for at mene noget og tale frit fra leveren, så er der mange befriende betragtninger fra Brøndbys bestyrelsesformand, som grundlæggende sætter ord på den fornemmelse, som fans og medier har siddet med i månedsvis.

At en del af strategien er faldet mellem to stole. De to stole, hvor der står fremtid på den ene, og her og nu på den anden. Det er hullet mellem de to stole, som er interessant, både hvad angår Brøndbys resultater på banen, men også den langsigtede transfer-strategi. Resultaterne skal ifølge klubbens egne ambitionsmål give europæisk fodbold nu, men transferstrategien skal bæres af spillere, der senere kan forventes videresolgt med profit for at skubbe på klubbens positive økonomiske udvikling.

Efter lutter fremgang med ’CV’ som sportsboss og Niels Frederiksen som cheftræner, har dette forår været det første tilbageslag (sæsonstarten var heller ikke køn, men der kom et modsvar) i forhold til de udmeldte ambitioner om europæisk fodbold. Det skal dog huskes, at de blågule stadig kan sikre sig en billet til en europæisk turnering, så toget er ikke kørt endnu. Men med tanke for de seneste resultater og sejrstørke, så spidser det nu til.

Jan Bech Andersen sagde blandt andet i interviewet:

”Vi skal ikke stille os op og komme med dumme undskyldninger og det ene og det andet. Langt hen ad vejen ligger vi, som vi har redt, men der er noget, jeg meget gerne vil slå fast, og det er, at jeg ikke køber, når jeg nu bliver skudt i skoene, at det er tid til, at jeg skal åbne pungen.”

Og:

”I de to seneste transfervinduer har vi brugt 43 millioner, og det er selvfølgelig ikke, hvad FC København og FC Midtjylland bruger, men det er betragteligt mere end, hvad de tre andre klubber i mesterskabsspillet har brugt. Derfor er det jo også åbenlyst, at der er nogle ting, der ikke er gået, som vi havde forventet og håbet på.”

Bemærk han siger ’vi’. Carsten V Jensen har naturligvis sit budget og råderum, men står også til ansvar for en bestyrelse, der skal nikke ja eller nej.

Som skrevet flere gange i Transfer Talk har der været et ønske i Brøndbys indre om tilgange af mere etablerede spillere – profiler om man vil. Sådan er det ikke gået, men det er ikke ensbetydende med, at Brøndbys indkøbspolitik denne sæson er helt fejlslagen. Der er stadig stolen med fremtid at sætte sig på. Spillere som Joe Bell kan udvikles til salgsaktiver og lad os for eksemplets skyld sige, at Brøndby slutter 1-2 i næste sæson så er priserne på spillerne også fulgt med, og folk vil igen klappe ad strategien.

Jan Bech Andersen påpeger ret tydeligt hullet mellem de to stoles eksistens, og hvorfor Brøndbys forårs har haft et svagt led. Det interessante er ikke kun de 43 brugte millioner kroner eller svigtende resultater.

Resultater kan ikke bare forstås sort på hvidt. Vi så forleden med Manchester Citys nederlag til Real Madrid at bare få minutter med en koncentrationsnedgang kan være forskellen på at stå med en billet i hånden til Champions League-finalen eller være på vej hjem med bøjet hoved.

Uden sammenligning med Brøndby øvrigt.

Der har også været nedslag i Brøndbys hårdt prøvede forår, der kalder på nuancer. Tiltagende manglende selvtillid, lige ved og næsten afslutninger, røde kort og elementer, hvor det er tilfældigheder eller held, hvis man tror på den slags, der afgør kampens udfald. Det som i fodbold-retorik bare kaldes stolpe ind eller stolpe ud. Det er ikke søforklaringer på Brøndbys vegne – vi ved alle, at det er sådan fodbold er. En følelsesmæssig tur i tørretumbleren.

En til tider fuldstændig nådesløs vanvittig sport med høj bølgegang. Spillere kan have fine stats, men ikke slå til eller være længere tid om at folde sig ud end ventet. Hvem husker ikke Dame N’Doyes første tid i FC København. Han gik fra zero til hero, men havde brug for tid.

Når det er sagt, så er den pågældende klubs opgave at sørge for sådanne nedgangsperioder enten helt udebliver eller formår damage control. Et delt ansvar mellem sportschef og cheftræner primært samt bestyrelse.

’CV’ forklarede på tv forleden, at med salget af Uhre var håbet og planen at mål skulle falde fra flere spillere og vinkler. Underforstået, at holdet måske havde været for låst fast i tankegangen om Uhre. At der var vurderet i potentiale i truppen, der ikke pinedød nødvendiggjorde indkøb af erfarne folk.

Og det er der hullet er, og regnestykkets ubekendte.

Forsøgte Brøndby at hente mere etablerede spillere, men kunne ikke få de rette? Og valgte de så at undvære for ikke at brænde penge af på spillere, der ikke stod højt på ønskesedlen netop ud fra ovenstående vurdering?

Det er den ubekendte. Vi ved ikke, om der blev prøvet. Vi ved heller ikke om det var planen at millioner fra det forventede salg af Maxsø var tiltænkt brugt på 1-2 etablerede spillere. Det er sandsynligt. Ifølge mine oplysninger endte Rostov/Bordeaux farcen med at stille et par indkøb på hold.

Det vi faktisk ved er, at de 43 millioner overvejende er brugt på spillere med potentiale. Og at dette potentiale ikke er udfoldet så hurtigt som forventet, hvilket Jan Bech Andersen også pointerer i interviewet. Samt ambitionen om at se holdet løfte i flok på mål-delen efter Uhre har været et håb end en gangbar analyse. Her er der ganske enkelt en analyse, der er gået galt, og det til en høj pris målt i millioner.

Aktuelt viste transferstrategien sig som en kæde med et svagt led, men på den lange bane – tilsat et par profiler til sommer – kan indkøbene 21/22 blive en fin forretning. Derudover har de fire kampe til at sørge for stolen med ’her og nu’ ikke falder sammen under dem.