Han uddyber, at SønderjyskE’s fodboldhold på nogle punkter har manglet en fast retning gennem de seneste par år – både op til nedrykningen og efter nedrykningen.
Han uddyber, at SønderjyskE’s fodboldhold på nogle punkter har manglet en fast retning gennem de seneste par år – både op til nedrykningen og efter nedrykningen.
Baggrundsfoto: TT
Det er nye tider i SønderjyskE. Vinteren har både budt på nyt logo, ny cheftræner og en ny dagligdag for Haderslev-klubben, der i august kom tilbage på lokale hænder efter et par år under amerikansk ledelse og ejerskab.
Superliga-nedrykkerne tog i weekenden hul på foråret i NordicBet Liga med en 0-0-kamp mod Næstved, og dermed er der stadig kontakt til de øvrige oprykningskandidater, selvom vejen til oprykning er lang, efter et mere end svingende efterår.
Men for målmand Nicolai Flø handler det heller ikke kun om oprykning dette forår; det handler også om at finde en stabilitet som hold og som klub.
”Min målsætning og drøm er at spille i Superligaen, så på den måde er det vigtigt, men jeg tror bare, at vi er kommet til et punkt nu, hvor der er nogle ting, der er vigtigere. Klubben har prøvet nogle forskellige ting med en tysk træner, så Henrik Hansen, og med et fokus, hvor resultaterne var det vigtigste. Resultaterne er stadig vigtige, men vi har måske manglet et fokus på, hvordan vi får resultaterne. Hvad skal vi bringe weekend efter weekend,” siger Nicolai Flø til NordicBet.
Han uddyber, at SønderjyskE’s fodboldhold på nogle punkter har manglet en fast retning gennem de seneste par år – både op til nedrykningen og efter nedrykningen.
”Det kommer til at lyde kedeligt, men i stedet for at snakke om oprykning, er vi kommet til et punkt, hvor vi skal hvile i de ting, vi gør nu og de roller, vi har fået nu. Det bliver påtalt i dagligdagen, at vi skal fokusere på den spillestil og det vi skal bringe hver søndag. Det har været vores problem, at vores præstationer har været i øst og vest, så vi skal tilbage til en base. Vi skal have noget at arbejde ud fra nu, hvor det tidligere har været meget resultatpræget – først i forhold til overlevelse og siden i forhold til oprykning,” siger Nicolai Flø.
Den 27-årige målmand fik chancen som førstekeeper i SønderjyskE i slutningen af sidste sæson, hvor han også forlængede sin kontrakt med klubben. Han var også fast mand i målet i efterårssæsonen, hvor han også har båret anførerbindet, og han lægger ikke skjul på, at han er blevet en vigtig del af holdet på en turbulent tidspunkt i klubben.
”Det er en svær størrelse at rykke ned, men vi kom godt fra start ved at vinde de første kampe og samtidigt slå AGF i en træningskamp. Vi kom fra en sæson, hvor vi kun havde vundet fire kampe, og nu var der måske en forventning om, at vi skulle vinde hver gang. Det gjorde vi også de første fire runder, men så kom der et wake-up-call mod Helsingør på hjemmebane, som sendte os mentalt tilbage. Det mentale har været en af grundene til, at det har hakket lidt. Det er jo ikke fordi, folk ikke vil, men der har nok været noget, der stak dybere,” siger Nicolai Flø, som medgiver, at ejerskiftet i efteråret også har fyldt noget internt i truppen.
”Uden at sige for meget har der også været lidt uro i kulissen på grund af ejerskiftet, og så var Superliga-sæsonen bare hård på mange måder. Det var svært at komme sig over den nedrykning, og når vi så ikke levede op til forventningerne i efteråret i NordicBet Ligaen, blev det svært at komme ud af den bobbel,” siger Nicolai Flø.
En vinterpause med ny cheftræner i Thomas Nørgaard har imidlertid givet en ny start i SønderjyskE, der nu ser fremad mod et forår, hvor det altså i første omgang handler om at finde en base, mens målet om oprykning naturligvis også er et fokus. Og for Nicolai Flø handler det også om at bevise sig som en stærk og sikker førstekeeper efter efterårets svingninger.
”Jeg synes, at jeg er et godt sted i min udvikling, men jeg føler, at jeg kunne have gjort det bedre i efteråret, og det er sikkert mange, der føler. Jeg blev måske et symbol på efteråret, hvor det startede godt, men hvor jeg og flere andre sank ind under dynen. Men jeg har fået kæmpe tillid fra Thomas nu, og jeg har haft nogle gode snakke med ham. Det er altid dejligt at kunne nulstille og starte forfra. Det kan man nogle gange med en ny træner, og nu skal jeg være med til det som en af lederne på holdet. Den chance er jeg klar til at gribe, for jeg føler jo, at jeg har fået endnu mere ansvar nu, som gør, at det skal være nu, jeg skal være med til at gøre det godt sammen med resten af holdet,” siger Nicolai Flø.