Overblik over sæsonens 12 NordicBet Liga klubber

Martin Davidsen kommer med en gennemgang af de 12 klubber i ligaen, og kommer med sit bud på op- og nedrykkere.

AF MARTIN DAVIDSEN

Baggrundsfoto: TT

SønderjyskE

Placering 21/22: 12 i 3F Superligaen

Træner: Henrik Hansen

Status: For første gang i mange år er Sønderjyske at finde i landets næstbedste række, og der er ingen tvivl om, at klubben fra Haderslev ønsker en hurtig retur til Superligaen. Efter en problematisk begyndelse under det amerikanske ejerskab, ser det ud til, at SønderjyskE har fundet sine ben igen med Esben Hansen som sportsdirektør og klubmanden Henrik Hansen som cheftræner. Sommeren har budt på nogle solide tilgange i form af bl.a.Troels Kløve og Christoffer Remmer, og da det også er lykkedes at holde på en potentiel profil som Emil Berggreen, bør SønderjyskE regnes som den største oprykningsfavorit i rækken.

Prognose: Oprykningsfavorit

Vejle Boldklub

Placering 21/22: 11 i 3F Superligaen

Træner: Ivan Prelec

Status: Efter to sæsoner i Superligaen er VB tilbage i NordicBet Liga, hvor klubben skal forsøge at sikre oprykning i første forsøg. Testkampene har budt på fine præstationer og resultater, og VB er da også en oplagt kandidat til oprykning. Dog har sommeren igen budt på en del udskiftning i truppen, og det vil kræve tid at få det multikulturelle mandskab tømret godt sammen. Mand for mand rummer VB-truppen dog kvalitet, og klubben fra Nørreskoven vil være favorit i de fleste af sine kampe, så det vil være en skuffelse for de rødblusede, hvis ambitionen om oprykning ikke bliver indfriet.

Prognose: Oprykningsfavorit

Hvidovre IF

Placering 21/22: 3 i NordicBet Liga

Træner: Per Frandsen

Status: Sidste sæsons store overraskelse går ind til en ny sæson uden den erfarne Kim Aabech, der i en årrække var en profil på Hvidovre-mandskabet trods sin høje alder. Dermed er NordicBet Ligaen blevet en profil fattigere, men nye kan træde frem – også i Hvidovre. Per Frandsen har stadig nogle rutinerede skikkelser i truppen, men vi må stadig konstatere, at klubben fra Vestegnen har et mindre budget og mindre rammer end flere af de konkurrerende klubber, og derfor vil det kræve en overpræstation, hvis sidste sæsons tredjeplads skal gentages – eller sågår forbedres.

Prognose: Kandidat til Top 6

FC Helsingør

Placering 21/22: 4 i NordicBet Liga

Træner: Morten Eskesen

Status: Det var en kæmpe skuffelse for FC Helsingør, at klubben ikke rykkede op i Superligaen denne sommer. Det nordsjællandske mandskab havde et kæmpe forspring og lå længe nummer 1 i NordicBet Liga, men i slutspillet gik det helt galt, og klubben endte som nummer fire. Efterfølgende blev sportschef Brian Gellert fyret, men træner Morten Eskesen er stadig i klubben, og nu venter der en stor opgave. Kan Helsingør igen blande sig i toppen eller ligger skuffelsen som en dyne over klubben, der tilmed har mistet et par nøglespillere og stadig kæmper med problemer omkring det forholdsvis nybyggede stadion? Det ligner en svær sæson, selvom truppen rummer flere dygtige spillere.

Prognose: Oprykningskandidat

FC Fredericia

Placering 21/22: 5 i NordicBet Liga

Træner: Michael Hansen

Status: FC Fredericia har været en del af landets næstbedste række i mere end 20 år, hvilket gør klubben unik. Ingen andre klubber har været en del af rækken uden at rykke op eller ned. Det ligner umiddelbart endnu en midterplacering for østjyderne, der blandt andet via samarbejdet med FC Midtjylland ofte har nogle af fremtidens diamanter i truppen. Hvis den tidligere EfB-spiller Patrick Egelund kan fortsætte de gode takter fra sidste sæson, er der en spændende angriber at holde øje med, men ellers handler det for Michael Hansens tropper om at fortsætte udviklingen og forsøge at komme tættere på oprykningspladserne end i sidste sæson.

Prognose: Kandidat til Top 6

Nykøbing FC

Placering 21/22: 6 i NordicBet Liga

Træner: Claus Jensen

Status: Nykøbing FC leverede en lille overraskelse, da det lykkedes klubben at klemme sig med i Top 6 i sidste sæson, og nu venter en svær ”sæson to” efter den sidste sæsons succes som oprykker. Angrebsprofilen Mathias Kristensen er taget til Lyngby, mens Ahmed Hassan er kommet til fra Næstved, men ellers har det været en relativt stille sommer i Nykøbing. Nykøbing FC arbejder i disse måneder på en ny strategi, hvor der sandsynligvis vil nævnes drømme om Superligaen engang i fremtiden, men i første omgang handler det om at fortsætte udviklingen og styrke klubbens fokus på talentudvikling og lokal forankring yderligere.

Prognose: Kandidat til Top 6

HB Køge

Placering 21/22: 7 i NordicBet Liga

Træner: Daniel Agger

Status: Det vakte opsigt, da HB Køge sidste sommer præsenterede de tidligere landsholdspillere Daniel Agger og Lars Jacobsen som trænerduo i den sydsjællandske klub, der ikke har været i Superligaen siden 2012. Første sæson med trænerdebutanterne bød dog både på op- og nedture og en del udfordringer, og målet om Top 6 mislykkedes i første omgang. Nu skal den ambitiøse klub gerne vise mærkbar fremgang, for man har tidligere meldt ud, at man vil i Superligaen i 2024, og derfor er der nødvendigt at tage skridt fremad i den kommende sæson. Truppen tæller igen i år et miks af unge, lovende spillere og erfarne folk, og det bliver interessant at se, om det berømte trænerteam kan få forløst potentialet i Køge i denne sæson.

Prognose: Kandidat til Top 6

Hobro IK

Placering 21/22: 8 i NordicBet Liga

Træner: Martin Thomsen

Status: Med Lars Justesen som sportschef og Martin Thomsen som træner har Hobro IK en lokalt forankret sportslig ledelse, der skal forsøge at få klubben tilbage i den bedste halvdel af NordicBet Liga. Dagene med Superliga-fodbold i Hobro er efterhånden nogle år væk, og klubben skal finde en ny rolle i dansk fodbold, hvor man gerne vil være blandt den 18 bedste – og måske lave en sensationel oprykning igen engang i fremtiden. På den korte bane handler det dog om at komme så langt væk fra nedrykning som muligt og forsøge at spille sig i Top 6.

Prognose: Kandidat til Top 6

Vendsyssel FF

Placering 21/22: 9 i NordicBet Liga

Træner: Henrik Pedersen

Status: Siden nedrykningen fra Superligaen i 2019 har Vendsyssel ikke formået at befinde sig blandt toppen af NordicBet Liga, men under Henrik Pedersens ledelse har klubben til gengæld fået et tydeligt koncept og bør kunne tage nogle skridt fremad. Den erfarne angriber Ronnie Schwartz kom til klubben i januar og kan være i bedre forfatning end dengang– han kan blive et vigtigt aktiv for Vendsyssel, der denne sommer også har fået tilgang af unge Tobias Anker, der har fortid i FC Midtjylland. Vendsyssel FF lukkede 44 mål ind i sidste sæsons 32 kampe, så det er tydeligt, at defensiven skal forbedres, hvis drømmene om en plads i Top 6 skal indfries.

Prognose: Kandidat til Top 6

Fremad Amager

Placering 21/22: 10 i NordicBet Liga

Træner: Michael Hemmingsen

Status: Det blev en kaotisk sæson for Fremad Amager i sidste sæson, hvor der opstod problemer omkring ejerskabet, og klubben pludselig var konkurstruet. Samtidig kæmpede klubben i bunden af NordicBet Liga, men i sidste ende lykkedes det trods alt at overleve og sikre sig en ny sæson i landets næstebedste række. Sommeren har budt på et trænerskifte, da Peter Løvenkrands blev erstattet med Michael Hemmingsen, og der venter den erfarne fynbo en vanskelig opgave. Fremad Amager må igen forventes at skulle kæmpe i bunden, og det bliver interessant at se, om den traditionsrige klub igen kan klare frisag. 

Prognose: Skal kæmpe for overlevelse

Næstved

Placering 21/22: 1 i 2.division

Træner: Peter Bonde

Status: Efter to års fravær er Næstved tilbage i NordicBet Liga efter en suveræn oprykningssæson i 2.division. Den tidligere topklub har et par erfarne spillere i truppen, men den største profil er vel cheftræner Peter Bonde, der er en legende i klubben og har årtiers erfaring som træner – heriblandt som assistenttræner for Morten Olsen på A-landsholdet. Sommeren har budt på nogle udskiftninger i truppen, men topscorer Mileta Rajovic er stadig i klubben, og han bliver med al sandsynlighed en vigtig spiller i den kommende sæson, hvor det altoverskyggende mål er overlevelse.

Prognose: Skal kæmpe for overlevelse

Hillerød

Placering 21/22: 2 i 2.division

Træner: Christian Lønstrup

Status: For fem år siden havde Hillerød Fodbold aldrig haft et hold i en af landets tre bedste rækker, men nu er klubben altså at finde i NordicBet Liga. Det var en pæn overraskelse og stærkt trænerarbejde af Christian Lønstrup, at det lykkedes for den nordsjællandske klub at sikre oprykning foran mere etablerede og velpolstrede klubber, og det vil kræve endnu en stor bedrift at sikre overlevelse i NordicBet Liga. Men i Christian Lønstrup har man netop en erfaren træner, der før har lavet store resultater i rækken, og denne sommer har han fået selskab på trænerbænken af den tidligere Superliga-spiller David Rasmussen. Det ændrer dog ikke på, at Hillerød med sine beskedne ressourcer er storfavorit til at rykke ud.

Prognose: Skal kæmpe for overlevelse

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme