Oprykningsdrømme i Næstved: Derfor har oprykkerne overrasket

Næstved har lige nu lige så mange point som Hvidovre, der ligger på den ene af de to oprykningspladser.

AF MARTIN DAVIDSEN

Baggrundsfoto: TT

Der var spillet 45 minutter af Næstveds første kamp i sæsonen, da træner Peter Bonde tog ordet i omklædningsrummet i pausen af kampen mod Hvidovre. De grønblusede var bagud 1-2, og Peter Bonde mindede med en bestemt mine spillerne om, at de var bedre end det, de havde præsteret; at de sagtens kunne være med på det her niveau.

I anden halvleg leverede Næstved en fremragende præstation, og selvom kampen endte 2-2, gav det spillerne en følelse af, at det kunne blive en god sæson.

”Fra da af tænkte jeg, at hvis vi kan spille med mod Hvidovre på det her niveau, skal vi nok komme til at samle point sammen. Ugen efter tog vi til Fredericia og vandt,” fortæller Næstved spilleren Ludvig Henriksen.

Man må sige, at Næstved har bevist, at de kan være med på niveauet i NordicBet Liga. Klubben ligger aktuelt nummer tre i rækken med 30 point efter 16 runder, og Næstved regnes efterhånden som en kandidat til oprykning til Superligaen.

”Det er gået helt fantastisk. Vi ligger godt til i tabellen, og vi ligger højt oppe. Vi har vist, at vi har haft niveauet til at spille med. Jeg vil ikke sige, det er over forventning, da jeg havde en forventning om, at vi havde niveauet til at være med, men at det ville blive så højt oppe, er helt fantastisk,” siger en anden af Næstveds spillere, Christian Enemark.

Både Ludvig Henriksen og Christian Enemark var med til at rykke op i NordicBet Liga i sidste sæson, og de mener, at den efterhånden lange succesfulde periode er et udtryk for flere ting.

”Hvis man kigger på de spillere, vi spiller med, så er det stort set de samme spillere som i sidste sæson i 2.division. Det er den samme træner, og det er generelt alt sammen det samme, som da vi smadrede 2. division sidste år. Vi bibeholder mange elementer i vores spil, og så tænker vi spillere nok, at det er ligegyldigt om det er Barcelona eller Jyllinge, vi står overfor. Vi går bare ud og spiller god fodbold,” siger Ludvig Henriksen, der påpeger, at truppen tæller mange talentfulde spillere.

”Stort set alle på det her hold kommer fra rigtig gode ungdomsakademier i Danmark. Så det er ikke sådan, at vi ikke kan spille fodbold; det handler nok også om, at vi har fundet en ro, et system og ved hvordan vi skal spille. Det er egentlig ret simpelt,” siger Ludvig Henriksen.

Selvom Næstved med 29 mål er blandt de mest scorende hold i sæsonen, peger Christian Enemark også på holdets defensiv som en faktor for succesen.

”Vi i har leveret flotte resultater, specielt da vi vinder 4-0 over Hvidovre på udebane; det var noget af en skalp. Men jeg vil egentlig gerne påpege, at vi har holdt clean sheet i så mange kampe – specielt de kampe som har været på vippen. Der er det ofte endt med en smal sejr til os eller med 0-0. Vi har holdt stand defensivt, og så har vi haft nogle kampafgørende spillere, som har peaket og leveret på et rigtig højt individuelt niveau,” siger Christian Enemark, som også fremhæver Peter Bonde som en faktor.

Den tidligere landsholdsassistent Peter Bonde kom tilbage til Næstved i begyndelsen af sidste sæson, og siden er det stort set kun gået fremad for den sydsjællandske klub.

”Siden han trådte ind i sidste sæson, har han haft en rimelig klar stil for, hvordan han vil gøre tingene. Han er først og fremmest et behageligt menneske og i stand til at få det maksimale ud af den enkelte spiller, og han er også god til at samle os som kollektiv. Han er meget rolig og afklaret omkring de ting, han gerne vil. Det kendetegner ham også, at at han giver os en frihed under ansvar –han bliver næsten mere frustreret hvis IKKE, vi opsøger de situationer, hvor vi kan lave fejl. Det har mange spillere nydt godt af,” siger Christian Enemark

”Klubben havde også behov for at der kom en mand, som der var noget ro omkring. Og Bonde har jo en gloværdig fortid i klubben og er en respekteret mand, og det har også skabt noget ro på de indre linjer og smittet af på truppen. Det har været et meget positivt bekendtskab,” tilføjer han. 

Og hvad kan det så blive til. Næstved har lige nu lige så mange point som Hvidovre, der ligger på den ene af de to oprykningspladser, mens der er fire point op til Vejle på førstepladsen, så flere fans er begyndt at drømme om en oprykning til Superligaen, hvor Næstved ikke har været siden 1996.

”Hvis man kigger på stillingen nu, er vi halvvejs igennem, og jeg synes heller ikke, at vi har været heldige. Når man har spillet så mange kampe, er det ikke held, at vi ligger, hvor vi gør. Vi har suverænt den bedste defensiv. Det er måske lidt voldsomt sagt, men vi har lukket færrest mål lukket ind, vi har flest clean sheet, og vi har rækkens topscorer (Mileta Rajovic, red.). Der er mange ting, der taler henimod, at det godt kan lade sig gøre. Dermed ikke sagt, at hvis det skulle ske, at vi bliver 3’er vil vi ikke være decideret skuffede, men lige nu kigger vi mod oprykning, vi kigger ikke mod nedrykning,” siger Ludvig Henriksen.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme