Op og ned for Okosun: Jeg er en spiller, der deler vandene

. Det er seks år siden, han forlod Vendsyssel første gang, men i januar vendte han tilbage til klubben.

AF MARTIN DAVIDSEN

Baggrundsfoto: TT

Det var i Vendsyssel, at Ayo Okosuns fodboldliv for alvor tog fart. I sommeren 2015 tog han til den nordjyske klub efter et turbulent ophold i Italien, og det blev starten på en rejse, der førte ham til Superligaens top og en fodboldtilværelse med mange skift. Det er seks år siden, han forlod Vendsyssel første gang, men i januar vendte han tilbage til klubben, hvor han hurtigt er blevet en profil i NordicBet Ligaen efter en håndfuld år i Superligaen.

”Personligt går det godt. Jeg er skadesfri efter et efterår, hvor der var nogle drilske ting, der gjorde, at jeg missede en masse kampe. Jeg har haft fokus på at komme ind i en god rytme og få kroppen på ret køl igen, og det er den ved at være. Jeg har fået den stabilitet og spilletid, som jeg jagtede, da jeg forlod OB,” fortæller Ayo Okosun.



I perioden 2015 til 2017 var han en profil i Vendsyssel. Så blev han solgt til AC Horsens, hvor han gjorde det så godt, at han siden hen blev solgt til FC Midtjylland, der på daværende tidspunkt var et tophold i Superligaen. En skade satte ham dog uden for holdet, og han skiftede sidenhen tilbage til AC Horsens på en lejeaftale, hvor han igen gjorde det så godt, at OB nu meldte sig på banen. Det var i sommeren 2020, men efter lidt mere end to år i Odense, er han altså nu tilbage i Vendsyssel i NordicBet Liga efter en række sæsoner som Superliga-spiller.

”Jeg ville bare gerne spille fodbold.  Selvfølgelig ville jeg helst ikke spille NordicBet Liga, fordi jeg synes, at jeg har niveau til at spille Superliga. Så det var selvfølgelig hårdt at sluge.  Men i sidste ende, så drejer det sig om at spille fodbold.  Det er det, jeg elsker. Og jeg vil langt hellere være her, end at sidde på bænken i Superligaen. Så da muligheden bød sig til sidst i vinduet, så var det egentlig ikke en svær beslutning.  Selvom man lige skulle sluge sit eget ego. Men jeg er sindssygt glad for det. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Så nu gælder det bare om at bygge på og være med til at bidrage med alt det, som jeg kan,” siger Ayo Okosun, der i sin tid i OB både var ude og inde af holdet og blandt andet blev kåret til Årets Pokalfighter i foråret 2022, men til gengæld sad meget ude i efteråret 2022.

”Når jeg kigger tilbage på min tid ved OB, så synes jeg, at jeg kan se mig selv i øjnene, at jeg har leveret et fint stykke arbejde. Men det var også sådan lidt i perioder, der var tillid til mig, og andre gange var der ikke. Så det blev heller ikke helt optimalt i sidste ende,” siger Okosun om tiden i OB, der nærmest er et billede på hans fodboldkarriere, der både har budt på perioder som Superliga-profil og bænkevarmer.

For der er ikke lang vej fra succes til skuffelse.

”Jeg har altid været en spiller, som deler vandene lidt i forhold til de trænere, jeg har haft.  Enten har de været helt oppe og køre over mig, eller også vil de nærmest ikke kigge på mig. Så jeg har heller aldrig været så lang tid i de forskellige klubber, for enten spiller jeg og gør det så godt, at jeg bliver solgt – eller også spiller jeg slet ikke, og så vil jeg gerne videre derfra,” siger Ayo Okosun.

Og nu er han altså tilbage i Vendsyssel i NordicBet Liga, men han har ambitioner om en retur til Superligaen.

”Jeg vil gerne spille Superliga igen.  Jeg har altid haft ambitioner, og det ligger ikke til mig bare at parkere bussen og drømmene. Jeg er sindssygt glad for at være her, men jeg håber, at jeg kan være med til at løfte klubben, så vi kan komme op i Superligaen og blive en del af det. Fordi det er noget sjovere. Og jeg synes altid, at man skal have noget at jagte.  Jeg er jo en spiller med meget erfaring i forhold til den trup, jeg er landet i. Så jeg kan bruge det til at udvikle noget lederegenskab hos mig selv.  Jeg vil gerne være med til at hjælpe de andre og være en af dem, der går forrest. Og det synes jeg også er en fed udfordring,” siger Ayo Okosun.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme