Næstved-profil nyder interessen: Her er mine ambitioner

Med fem mål og fire assists har Mads Agger været en profil i Næstved, og når han ser tilbage på sæsonen, er han glad for det klubskifte, han foretog for et års tid siden.

AF MARTIN DAVIDSEN

Baggrundsfoto: TT

Det var ikke alle, der vidste, hvem Mads Agger var, da han skiftede fra Skive til Næstved sidste sommer, men i denne sæson har han gjort godt opmærksom på sig selv, så der er kommet en del interesse omkring ham.

Med fem mål og fire assists har Mads Agger været en profil i Næstved, og når han ser tilbage på sæsonen, er han glad for det klubskifte, han foretog for et års tid siden.

”Jamen det har været et fedt år og et meget lærerigt år.  Det er mit første år i NordicBet Ligaen, og jeg har udviklet mig rigtig meget.  Det har været fedt at komme herover på et hold, som spiller fodbold på en attraktiv måde. Det har været et godt år med rigtig gode oplevelser,” siger Mads Agger.

Der kom særligt opmærksomhed omkring ham i januar, da det kom frem, at SønderjyskE var interesseret i at hente ham til Haderslev, og Næstveds sportschef Peter Dinesen har tidligere bekræftet, at der har været interesse for Mads Agger, selvom han kun har været kort tid i klubben. Agger nyder opmærksomheden.

”Jeg synes jo, at det var fedt, at der blev kigget på én. Generelt er interessen jo spændende. Men det er ikke noget, jeg fokuserer så meget på. Vi havde gjort det godt herovre i Næstved i efteråret, og så er det klart, at der er nogen, der kigger på os.  Der er mange dygtige spillere herovre, men vi prøver at fokusere på, hvad vi skal, og blive ved med at bygge på.

Næstved har før sendt spillere til større adresser, og senest blev topscorer Mileta Rajovic solgt til Kalmar i Sverige, og Mads Agger har også ambitioner for sin karriere.



”Det er min ambition, at jeg skal nå en så høj hylde som overhovedet muligt.  Og da jeg valgte Næstved, var det klart at bruge Næstved som et springbræt i min karriere. Jeg vidste, at Næstved spillede noget rigtig god fodbold, og at der har været mange spillere, som er gået igennem Næstved, som har taget skridtet videre. Det er en drøm, at jeg skal videre en dag,” siger Mads Agger.

Han ser imidlertid også stort potentiale i Næstved, hvor denne sæson har budt på gode præstationer.

”I sidste sæson var jeg også i Skive og spillede mod Næstved, da begge klubber var i 2.division. Det er et super godt hold, som blev ved med at vinde i 2.division.  Og når man har sådan en vinderkultur og kan tage den med ind i en ny række, så er det svært at slå sådan et hold.  Og især den måde som Næstved spiller på. Vi spiller noget rigtig flot fodbold. Vi har ikke tabt mange kampe på hjemmebanen,” siger Mads Agger, der også trives under Peter Bonde som træner.

”Han er meget stille og rolig, og det kan jeg rigtig godt lide. Sådan en person er jeg også selv.  Han er en rigtig god og dygtig træner, og han har haft en stor rolle i den måde, som Næstved er kommet tilbage på,” siger Mads Agger.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme