Med egne talenter i fokus jagter bundholdet HB Køge tredje sejr på stribe i jagten på overlevelse

Over de første ti kampe af sæsonen 2024/2025 i NordicBet Ligaen fik HB Køge ét point, siden er det blevet til to sejre for det sjællandske mandskab, der drømmer om at vende den dårlige sæsonstart til overlevelse i rækken. Her spiller de unge spillere en vigtig rolle.

Over de første ti kampe af sæsonen 2024/2025 i NordicBet Ligaen fik HB Køge ét point, siden er det blevet til to sejre for det sjællandske mandskab, der drømmer om at vende den dårlige sæsonstart til overlevelse i rækken. Her spiller de unge spillere en vigtig rolle.

Sæsonens mest overraskende resultat kan nemt tilskrives HB Køge, da de før landsholdspausen hev 3-0 i land på udebane mod NordicBet Ligaens tophold OB.

I skarp kontrast til den førnævnte sæsonstart, der ikke bød på nogen sejre i holdets første ti kampe.

Når man tager temperaturen hos HB Køges sportsdirektør, Auri Skarbalius, nævnes flere årsager til den sportsligt svære sæsonstart.

  • Det er en svær situation. Som klub følger vi de mål, vi satte for nogle år siden, hvor vi fokuserer på at bygge vores ungdom op. Det er en svær balance. Hvordan kan vi komme ind i en strategi, hvor vi vil spille mange minutter med vores egne spillere og samtidig være konkurrencedygtige i ligaen? Det har vi haft svært ved, forklarer sportsdirektøren og uddyber:
  • Jeg plejer at sige, at vi lider af ‘bundholdssyndrom’, hvor det hele ofte går imod os. Men på en eller anden måde har vi selv skabt denne situation, især efter vi skiftede strategi sidste år med mange nye unge spillere, der er kommet til, siger Auri Skarbalius og påpeger, at man i det tidlige efterår også har haft flere spillere ude med langtidsskader.

Før den store præstation i Odense lykkedes det også HB Køge at vinde 2-0 ude mod FC Roskilde, der er den direkte konkurrent i bunden af NordicBet Ligaen.



Gennemsnitsalderen for startopstillingerne i de to sejre var 24,1, mens mere end halvdelen af bænken var besat af teenagere. Helt i tråd med den strategi, som klubben har fuldt i de senere år, hvor man vil satse mere på egne unge spillere, mens der ikke bliver brugt penge på indkøb af erfarne kræfter.

  • Vi er et rigtig godt sted med vores ungdom, hvor unge spillere kommer op og får spilletid. Vi har såkaldte ‘shadow teams’ fra vores pipeline tre transfervinduer fremad. Hvis vi kan se, at der er unge spillere på bestemte positioner, som er på vej frem, så er det dem, vi giver spilletid. Allerede oplever vi, at der er interesse for vores spillere, udtaler Auri Skarbalius.

Den tidligere Brøndby og Herfølge-back startede sin egen karriere som spiller i hjemlandet Litauen hos Zalgiris og havde en god oplevelse med at starte tidligt.

  • Jeg husker, da jeg selv var 16 år og fik debut på seniorholdet – det var noget af det bedste, der skete for mig.

Alligevel erkender sportsdirektøren, at der kan være visse udfordringer, når man som HB Køge med stor fokus på egne talenter forsøger at ramme det helt rigtige tidspunkt at give de unge spillere debut.

Her skal man ramme en hårfin balance, hvor der er tid til at udvikle sig, uden presset bliver for stort.

  • Det er ikke et problem at give dem deres første kamp og de første minutter. Når unge spillere får spilletid, blomstrer de i starten, fordi de giver alt og ikke har noget at frygte. Men så kommer hverdagen, hvor du skal leve op til den standard, du har sat, og det er ikke alle kampe eller træninger, der går godt.
  • Vi er rigtig glade for at give debut til vores spillere. Men nogle gange spørger vi os selv, om det sker for tidligt, og om det kan have en negativ effekt på dem. Men generelt mener vi, at de spillere, der kommer op, fortjener det, slutter Auri Skarbalius.

HB Køge skal fredag aften forsøge at gøre det til tre sejre i træk, når Hobro gæster Capelli Sport Stadion i Køge. Kampen kan følges på Viaplay.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme