Matej Delač har været fem år i Danmark: AC Horsens er blevet mit hjem

Da målmanden i 2018 skiftede London og Stamford Bridge ud med Horsens og CASA Arena, var det dog ikke ligefrem med planen om et langt ophold.

Egentlig var det slet ikke planen, da Matej Delač i 2018 skiftede til AC Horsens, men den kroatiske målmand har nu været i den østjyske klub i fem år, og familien Delač har det så godt i Danmark, at han ikke er afvisende for at slutte sin karriere her.

31-årige Matej Delač har nogle ret seriøse rekorder på sit cv.

Den kroatiske målmand blev den yngste spiller nogensinde udtaget til det kroatiske landshold, da han i efteråret 2009 blev udtaget til VM-kvalifikationskampene mod England og Belarus – uden dog at få debut.

Et år senere skiftede den dengang 17-årige Delač til den engelske storklub, Chelsea, som han først otte år senere forlod endegyldigt til fordel for AC Horsens. På det tidspunkt havde han ikke fået én eneste kamp for Chelseas førstehold, i stedet var han undervejs blevet udlejet til otte forskellige klubber.

I AC Horsens, hvor den kroatiske målmand netop har taget hul på sin sjette sæson, har det bestemt ikke skortet på spilletid, og i sidste uges kamp mod Næstved, rundede han sin kamp nummer 150 for ’Den Gule Fare’.

Det er blevet mit hjem – Byen og klubben. Alle er venlige, og jeg har det virkelig godt her. Vi har vænnet os til byen, mine børn har vænnet sig til børnehaven, og vi kan godt lide atmosfæren i byen og i klubben“, fortæller Matej Delač.

Da målmanden i 2018 skiftede London og Stamford Bridge ud med Horsens og CASA Arena, var det dog ikke ligefrem med planen om et langt ophold.

Da Bo Henriksen og målmandstræner Peder Hansen ringede til mig, og jeg kom til AC Horsens, var det vigtigste for mig spilletid. Jeg ville blive i et eller to år og så fortsætte videre, men fodbold skriver selv historien, og jeg er endt med at blive i fem år, hvilket jeg ærlig talt ikke havde planlagt, men sådan er fodbold“, fortæller Delač, der ikke lægger skjul på, hvofor han er blevet.



Familien er det vigtigste. Jeg siger ikke, at jeg aldrig har fået tilbud i løbet af de her fem år, hvor jeg kunne være skiftet til et andet land, men det var ikke lande, som jeg og min familie ville føle os tilpas i. I Danmark er folk rare, kulturen er god, alt er dejligt – med undtagelse af vejret, det kunne være bedre, men jeg klager ikke, for jeg har boet otte år i London“, lyder det fra målmanden.

Siden skiftet i 2018 har AC Horsens af flere omgange skiftet ud på trænerposten, og også på målmandstrænerposten er der kommet nyt blod, og det har særligt ført én markant ændring med sig.

I målmandstræningen forsøger min målmandstræner, Lars Winde, at gøre det hele på dansk, så jeg forstår det meste dansk. Jeg kan tale en smule, men det er lidt svært for mig“, forklarer Matej Delač, der dog har lært at sige ’Den Gule Fare’.

AC Horsens-målmanden fyldte den 20. august 31 år, og selvom han dermed er den tredjeældste spiller i AC Horsens trup, så har han planer om at blive ved længe endnu, og det vise sig at blive i AC Horsens, hvor han har kontrakt til sommeren 2025.

Jeg tænker ikke på pension, jeg vil spille så længe, som jeg kan, og man ser målmænd som eksempelvis Thomas Mikkelsen og Jesper Hansen blive ved længere og længere. Men hvis det er en mulighed, så vil jeg være fint tilfreds med at spille resten af min karriere i Danmark“, lyder det fra den sympatiske kroat.

Matej Delač har aldrig fået debut på det kroatiske landshold, men han har repræsenteret nationen på alle ungdomslandshold fra U15 til U21.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme