Kristian greb chancen: Fra landmand til kit-manager i Vendsyssel FF

Selvom han ligesom så mange andre i Vrå havde holdt med AaB som barn, så havde Vendsyssel FF’s flytning fra Hjørring til Vrå skabt interesse for klubben hos den lokale landmand.

31-årige Kristian Mortensen greb for små to år siden chancen, da NordicBet Liga klubben Vendsyssel FF søgte en ny holdleder. Siden har stillingen ændret sig, og den tidligere landmand bærer nu titlen som kit-manager hos vendelboerne.

Egentlig var han glad og tilpas i sit arbejde som landmand, men i starten af 2022 tog Kristian Mortensen alligevel en chance.

NordicBet-Liga-klubben Vendsyssel FF havde tre år tidligere flyttet hovedsæde og træningsanlæg fra det efterhånden nedslidte Landlyst i Hjørring til det nyopførte Idrætscenter Vendsyssel i den lille by Vrå 16 kilometer mod syd.

Selvom han ligesom så mange andre i Vrå havde holdt med AaB som barn, så havde Vendsyssel FF’s flytning fra Hjørring til Vrå skabt interesse for klubben hos den lokale landmand, Kristian Mortensen, der i sin hjemby havde set holdet træne og efterhånden havde fået et forhold til klubben, der oprindeligt er fra nabobyen.

Selvom det måske ikke ligefrem lå i kortene, greb den unge landmand derfor chancen, da klubben for små to år siden søgte en ny medarbejder.

”Det startede egentlig med, at Vendsyssel FF søgte en holdleder, som det hed på det tidspunkt. Jeg var egentlig glad for det, jeg lavede før, men jeg har altid interesseret mig rigtig meget for fodbold, og jeg tænkte, at hvis jeg skulle prøve noget andet, så var muligheden der måske. Så jeg søgte stillingen og var så heldig at få den,” lyder det fra Kristian Mortensen.

Efterfølgende er Kristians stilling blevet ændret, så han nu i stedet bærer titlen som kit manager, men efter halvandet år i klubben, har den 31-årige vendelbo langt fra fortrudt den ansøgning, han skrev sidst i 2021.



”Jeg har været rigtig glad for at være her, og spillerne og lederne er også glade for det arbejde, jeg laver. Jeg er godt tilfreds. Der er mange timer i det, men jeg går op i det, og så længe jeg går op i det, og synes det er sjovt, så har jeg heller ikke noget imod at tage de ekstra timer, der kommer,” forklarer Kristian Mortensen.

Som kit manager er det Kristians ansvar, at spillerne i Vendsyssel FF altid er klædt rigtigt på, og særligt tiden op til en ny sæson er travl, for her skal bestilles både nyt spilletøj og træningstøj, og begge dele skal ved ankomst påtrykkes spillernes navne og numre.

Spillernes tøj er dog langt fra den eneste opgave, for på Kristians ’kontor’ står der seks vaskemaskiner og et par tørretumblere, ligesom en Kenwood-køkkenmaskine i hjørnet vidner om, at det også er kit managerens opgave at blande proteindrikke til spillerne.

Også spillernes vigtigste redskab, støvlerne, står Kristian Mortensen for at bestille gennem samarbejdspartneren, og generelt er der ikke meget, den 31-årige vendelbo ikke gør, for at Vendsyssel FF-spillerne kan præstere så godt som muligt på banen.

”Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe spillerne. Der er selvfølgelig nogle ting, der er nemmere at hjælpe med end andre, men typisk løser vi det. Jeg er jo nærmest en far for dem, for det er jo alt det praktiske omkring spillerne, jeg har med at gøre. De skal nærmest bare møde op, resten sørger jeg for,” siger Kristian, der nyder sin stadig forholdsvis nye tilværelse.

”Det er mega fedt at være en del af det her hold, for det er nogle fantastiske gutter, der er her både i spillertruppen og i staben,” lyder det fra Kristian Mortensen.

Vendsyssel FF rykkede forud for 2010-11-sæsonen op i NordicBet Ligaen for første gang i klubbens historie. Med undtagelse af en enkelt sæson i Superligaen i 2018-19 har klubben været en del af NordicBet Ligaen lige siden.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme