Det er mere end 25 år siden, at Hvidovre IF sidst var i Superligaen, så der er ingen tvivl om, at det vil have stor betydning for hele klubben, hvis det skulle lykkes at rykke op.
Det er mere end 25 år siden, at Hvidovre IF sidst var i Superligaen, så der er ingen tvivl om, at det vil have stor betydning for hele klubben, hvis det skulle lykkes at rykke op.
Baggrundsfoto: TT
De var tæt på sidste år, og nu jagter de chancen igen. For anden sæson i træk er Hvidovre IF den store overraskelse i NordicBet Liga, for aktuelt ligger klubben fra det vestlige hovedstadsområde på en af de to oprykningspladser, og det ligner en spændende afslutning på sæsonen for traditionsklubben.
Og selvom det handler om at tage en kamp ad gangen og forsøge at holde snuden i sporet, er drømmen om Superliga begyndt at fylde noget i Hvidovre IF.
”Jo, det fylder da en del, men det synes jeg også, at det gjorde sidste år. Men jeg tror, at vi er lidt mere klædt på her i år, fordi vi har rutinen fra sidste år, og mange af os er her stadigvæk. Så jeg tror, at man ved, hvad der skal til nu. Sidste år rykkede vi ikke op, men vi ved, hvad vores mindset skal være, og det tror jeg gør en hel del,” siger Magnus Fredslund, der har været en del af Hvidovre IF i mange år.
Han mærker derfor også, at omgivelserne er begyndt at fokusere en del på drømmen om Superligaen.
”Det kan ikke rigtig undgås, at det fylder meget. Om du snakker med familie, venner, holdkammerater eller ledere herude, så bliver det hurtigt det, man snakker om. Hver kamp kommer vi en kamp tættere på, og det bliver jo ved med at se godt ud. Men med Per Frandsen som træner fokuserer vi på, at det hver gang er en ny kamp og en ny krig. Det tror jeg også er vejen frem for os,” siger Magnus Fredslund.
Det er en overraskelse for de fleste, at Hvidovre IF igen blander sig i toppen af NordicBet Liga. Klubbens førstehold består primært af spillere, der har et arbejde ved siden af fodbolden, og hverken de økonomiske eller organisatoriske rammer er på niveau med mange af konkurrenterne fra NordicBet Liga. Alligevel har Hvidovre igen formået at spille sig ind som en klar kandidat til oprykning. En anden Hvidovre-spiller, Marcus Lindberg, peger på flere årsager til succesen.
”I sidste sæson var vi alle nok lidt overraskede. Det var rigtig tæt på, og så kunne man godt frygte, at det ville blive hverdag igen i sæsonen efter. Men den er vi ligesom kommet rimelig hurtigt over. Vi er gået videre på det, vi lavede sidste år, og vi er blevet en del bedre. Vores bundniveau er blevet meget bedre end i sidste sæson,” siger Marcus Lindberg, der fremhæver det gode kammeratskab i klubben som en af årsagerne til de gode resultater.
”Jeg ved ikke, om det er en fordel, at vi ikke er på fuldtid – jeg laver f.eks. ikke noget ved siden af fodbolden, men jeg glæder mig stadig hver dag til at komme til træning. Det hænger måske også sammen med, at vi ikke er i klubben i fem timer hver dag. Vi er her i nogle timer, og så glæder man sig til næste dag igen. Alle har det godt sammen, og det vil alle nok sige. Hvis folk hader hinanden, så ville man kunne se det på banen,” siger Marcus Lindberg, og hans holdkammerat Magnus Fredslund er enig.
”Hvis det er fodbold på fuld tid, så er det måske lidt sværere at skabe de relationer. Hvis det er det her, du lever af, og det er det, du skal tjene dine kroner på, så kan det godt være, at du har lidt svære ved at være rigtig gode venner med ham, der har din plads. Jeg har været mange gange på bænken i den her sæson, og vi har stadig haft et skidegodt forhold, og jeg har en fornemmelse af, at det er sådan på alle pladser i truppen. Og det er jo åbenlyst en stor styrke,” siger Magnus Fredslund.
To af nøglepersonerne i Hvidovre IF’s succes er sportschef Peter Lassen og cheftræner Per Frandsen, og deres måde at gribe tingene an på, har også haft stor betydning, mener Marcus Lindberg.
”Det er helt unikt, det forhold, de har, og det forhold, de har med os spillere, tror jeg. Det kan nok heller ikke helt altså lade sig gøre at have det forhold til sin træner og sin sportschef i et fuldtids-setup. Men det fungerer godt herude. Når det skal være seriøst, så er det seriøst, men det skal også være sjovt at være her, og vi skal ikke tage os selv så højtideligt altid. De er meget med på den jargon, vi har i omklædningsrummet, og de kommer også selv hver dag og joker med dem, der måske lige har tabt den interne kamp til træning. Det er bare god lir, og de er en del af gruppen ligesom hele truppen er. Det passer godt ind her,” siger Marcus Lindberg.
Det er mere end 25 år siden, at Hvidovre IF sidst var i Superligaen, så der er ingen tvivl om, at det vil have stor betydning for hele klubben, hvis det skulle lykkes at rykke op.
”Jeg er selv 30 år, men når man snakker med mine kolleger og min far og hans venner, så fortæller de jo, hvordan Hvidovre har været en stor klub i dansk fodbold før. Man kan godt mærke, at det er noget, som folk godt kunne tænke sig. Engang var klubben også i Europa, og der er jo lang vej, men i første omgang kan vi prøve at komme i Superligaen, og så må vi se, hvad der sker derfra,” siger Magnus Fredslund.