FC Fredericia har kun spillere med dansk pas: Ressourcerne er ikke til mange udenlandske spillere

Når cheftræner Michael Hansen giver instrukser til sine spillere i FC Fredericia foregår det udelukkende på dansk. I NordicBet Liga-klubben ved Lillebælt har de nemlig ene og alene dansktalende spillere, men det er ikke som sådan en aktiv strategi – og så lidt alligevel.

Når cheftræner Michael Hansen giver instrukser til sine spillere i FC Fredericia foregår det udelukkende på dansk. I NordicBet Liga-klubben ved Lillebælt har de nemlig ene og alene dansktalende spillere, men det er ikke som sådan en aktiv strategi – og så lidt alligevel.

NordicBet Liga – Interview med Stig Pedersen fra FC Fredericia

Når man kigger på statistikmediet Transfermarkt, står kun to af FC Fredericias i alt 21 førsteholdsspillere angivet som ikke-danskere.

Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en sandhed med modifikationer, men det kommer vi tilbage til. Faktum er, at FC Fredericia er den klub i NordicBet Ligaen med færrest udenlandske spillere, og selvom det ikke som sådan er en bevidst strategi at have markant overvægt af danske spillere, så giver det god mening for klubben.

”Vi er bare en lille klub med en lille organisation, og vi har simpelthen ikke de ressourcer, det kræver med et større antal udenlandske spillere. Vi er omhyggelige i forhold til udenlandske spillere, som ikke kender dansk fodbold. Når det kommer til spillere, som aldrig har været i Danmark før, så er vi meget påpasselige over, hvor lang tid det faktisk tager at integrere dem i Fredericia,” lyder det fra FC Fredericia direktør Stig Pedersen.

FC Fredericia har tidligere haft adskillige udenlandske spillere igennem klubben, og det har været med blandet succes.

”Det, der står tilbage, er dem jer tid, man bruger på en tilflytter, som ikke kender danske forhold eller bor i Danmark, det kan godt være ret omfattende for en lille organisation, og det spiller uden tvivl ind. Hvis vi skal hente spillere fra fjerne adresser, så skal vi være sikre på, at de er så dygtige, at de kan gå ind i startopstillingen,” lyder det fra Stig Pedersen.



At antallet af udenlandske spillere netop nu er lavt i FC Fredericia skyldes også, at klubben har gjort det til sin metier at leje spillere i superligaklubber. Således har FC Fredericia netop nu lejespillere fra FC Midtjylland, Lyngby, Silkeborg, Vejle og Viborg. Tilfældigvis er der i alle tilfælde tale om danske lejespillere, for der er ikke tale om en bevidst strategi om at rekruttere danske spillere i Fredericia.

”Uanset hvor dygtig man er til engelsk, så er man jo altid stærkest på sit modersmål, men når det er sagt, så er fodbold jo også et internationalt sprog, og det er også sundt for en klub at tilføre ting udefra, så man lærer noget af andre lande. Om det er fra Afrika, Østeuropa eller Vesteuropa er sådan set ligegyldigt, men det kan gavne en klub at få et andet syn på fodbold ind. Det må være med til at udvikle alle,” lyder det fra Stig Pedersen, der gerne trækker særligt én succeshistorie frem.

”Vi har jo en fantastisk god relation til FC Midtjylland, og vi har jo haft en del af deres spillere hernede fra Nigeria. Den sidste var [Raphael] Onyedika, og det var jo en fantastisk god historie. Han var her, og 12-14 måneder senere spillede han Champions League i Club Brugge.”

Og så tilbage til de udenlandske spillere, der rent faktisk er i FC Fredericia.

Mattias Lamhauge kom i januar til klubben fra Færøerne, og selvom han som færing har dansk pas og taler flydende dansk, så betragter den færøske landsholdsmålmand bestemt ikke sig selv som dansk.

Sagen er en lidt anden, når det kommer til midtbanebanespilleren Lundrim Hetemi. Med kosovoalbanske forældre står Hetemi nemlig som albansk statsborger på Transfermarkt, men det er faktisk ikke helt korrekt for den Vejle-ejede spiller, der i august vendte hjem til sin barndomsklub på en lejeaftale sæsonen ud.

”Ja det står der på Transfermarkt, men jeg har kun dansk pas”, forklarer Hetemi, der med egne ord er omtrent halv dansk.

”Begge mine forældre er kosovoalbanere, men jeg selv er født og opvokset her, så jeg føler mig lidt som begge dele; Min selvforståelse og den måde, jeg tænker på, er meget dansk, men mit navn og min familie kommer fra Kosovo, så sådan cirka 50-50,” lyder det fra Hetemi.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme