Blåt blod hos Bjelland: Derfor kom jeg tilbage til Lyngby

Med 29 A-landskampe for Danmark på cv’et samt en karriere i store klubber bag sig, er det ingen hemmelighed, at skiftet til Lyngby har været et skridt ned rent sportsligt.

AF MARTIN DAVIDSEN

Det er efterhånden et halvt års tid siden, at Andreas Bjelland vendte tilbage til der, hvor det hele startede. Udsigterne til spilletid i FC København var ikke gode, så derfor valgte Bjelland at tage til Lyngby på en lejeaftale, og det har vist sig at være en fornuftig beslutning.

I løbet af sæsonen er det blevet til 16 kampe for Lyngby, der i skrivende stund ligger nummer to i NordicBet Liga, og derfor er 33-årige Andreas Bjelland også godt tilfreds med den aktuelle status i hans fodboldliv.

”Det er dejligt. Klubben ligner sig selv. Omklædningsrummet er det samme, selvom der vist er blevet slået en væg ned, så det er blevet større. Det er et trygt sted at være, for det er gode mennesker og et godt omklædningsrum. Der er gode mennesker i huset, og det er en god organisation. Det er et nemt sted at træde ind i en spillertrup både på og uden for banen. Det har været et godt halvt år, hvor jeg har fået lov at spille fodbold igen og spille betydningsfulde kampe. Jeg kan ikke klage over det sidste halve år,” siger Bjelland.

Han nyder at være tilbage i den klub, som han kom til som helt ung teenager for omkring 20 år siden. For Lyngby er hans hjerteklub, og derfor betyder noget ekstra for ham at trække i den kongeblå trøje igen. 

”Jeg har nok altid haft en drøm og en ide om, at jeg skulle tilbage og spille på et tidspunkt. I FCK blev det lidt hektisk til sidst, hvor der blev sagt nogle forskellige ting. Der var mange ting i luften. For mig var det rigtigt at tage til Lyngby. Det var et valg med hjertet, men også den nemme løsning. Det ligger lige i baghaven, og når man har familie og børn, er der også nogle logistikmæssige ting at tage hensyn til,” siger Andreas Bjelland.

Med 29 A-landskampe for Danmark på cv’et samt en karriere i store klubber bag sig, er det ingen hemmelighed, at skiftet til Lyngby har været et skridt ned rent sportsligt, men det har ikke bekymret Andreas Bjelland.

”Det er selvfølgelig noget at andet at gå fra en topklub i Superligaen til en topklub i NordicBet Liga, for det er et andet setup. Men det vidste jeg godt, da jeg gik ind til det. Jeg skal ikke klage over maden her i klubben, men jeg vidste godt, at der ikke var Michelin-kokke ansat i klubben, og at der ville være ting, som var anderledes. Det købte jeg også ind på, for jeg ville gerne ind og spille fodbold igen. Det handler også om det mindset, man går ind til det med. Når man kender præmissen, bliver man heller ikke irriteret. Fodbold bliver spillet inden for kridtstregerne, og jeg har bare været glad for at spille igen,” siger Bjelland.

Klubejer og fodboldspiller

Andreas Bjellands situation i Lyngby er på mange måder speciel. I 2018 var han en del af den investorkreds, der under navnet Friends of Lyngby købte sig ind i klubben og siden da har arbejdet på at få den på ret køl efter nogle tumultariske år på konkursens rand. Nu er han også en del af spillertruppen, og på mange måder er Andreas Bjelland kommet hjem til en klub, der har en stor plads i hans hjerte.

”Det er en klub, der betyder sindssygt meget for mig. Jeg kom hertil som Drenge-spiller, som det hed dengang. Jeg var her i hele min ungdomstid. Jeg har levet nede i den kælder med omklædningsrummene og på anden sal, hvor cafeteriet var dengang,” siger Andreas Bjelland og ser tilbage på sin første tid i Lyngby, hvor han spillede fra 2001 til 2009.  

”Jeg kom hertil dagen efter de var gået konkurs dengang i 2001. Jeg fulgte hele opturen fra Danmarksserien til Superligaen, mens jeg var i klubben. Jeg var selv med til at spille holdet op, og jeg har haft mange timer herude og mange gode kammeratskaber. Der har været sindssygt mange gode oplevelser på og uden for banen,” siger Andreas Bjelland, der blev en del af Friends of Lyngby på grund af de nære bånd til flere af personerne i og omkring klubben.

”Der er så mange fantastiske mennesker, som stadig er i klubben, så der er et tilknytningsforhold, som bare er blevet forstærket. Som ung spiller var jeg enten her eller i gymnasiet, så jeg har brugt meget tid her. Da de så var ved at gå konkurs for flere år siden, var det en naturlig del for mig at række ud til Birger Jørgensen og tage fat i ham for at spørge, hvad vi kunne bidrage med. Vi prøvede at samle nogle stykker, som gerne ville være med, for man ved jo godt, at en fodboldklub ikke altid er den bedste investering, så for mig var det en hjerteinvestering i en klub, som har betydet utrolig meget for mig,” siger Andreas Bjelland.

Tryghed og sammenhold

Han mener, at Lyngby står for noget unikt som klub, og den kultur og ånd vil han gerne være med til at videreføre.

”Det er ikke en klub som alle andre. Jeg kan huske et møde med Friends of Lyngby i loungen, hvor jeg sagde, at jeg nærmest var ligeglad med det, der foregik på stadion. For mig handler det om det, der foregår i omklædningsrummet og ude på banerne, hvor ungdomsholdene er. Det er der, man bliver præget og der, hvor rejsen starter i ungdomsårene i den her sjove verden. Det sammenhold og den tryghed, der er i kælderen og i omklædningsrummet er bare specielt. Der er nogle af dem, som jeg har spillet ungdomsfodbold med, jeg stadig ser i dag,” siger Andreas Bjelland.

”Man har brugt så meget tid sammen og har rejst sammen. Man får bare noget specielt, og jeg tror, at alle, der har været i klubben, har et specielt forhold til Lyngby – både til klubben og til folkene på kontoret. Vi har noget specielt sammen, og for mig er klubhuset en stor del af DNA’et. Alle spiser frokost sammen, alle er sammen hele tiden, og der er ingen, der er for store til at spørge hinanden om noget. Der er en speciel synergi og sammenhold i det. Det tror jeg også, at man har oplevet i Friends of Lyngby,” siger han.

En uvis fremtid

Til sommer fylder Andreas Bjelland 34 år, og på samme tidspunkt udløber hans lejekontrakt i Lyngby og hans aftale med FC København. Fremtiden er derfor uvis, men Andreas Bjelland vil gerne fortsætte karrieren – og helst i Lyngby.

”Jeg vil gerne blive ved med at spille fodbold lidt endnu. Umiddelbart kan jeg ikke se så mange andre steder end her. Jeg elsker at være her, og jeg håber og tror på, at vi kan rykke op i Superligaen, hvor det kan blive endnu sjovere. Jeg vil gerne være med på den rejse med en fantastisk trup, hvor der er mange spændende spillere. Står det til mig, kan jeg ikke se mig selv spille andre steder end Lyngby,” siger Bjelland, der altså godt kan se sig selv fortsætte i Lyngby på en ny kontrakt.

”Det kunne jeg godt forestille mig. Hvis de gerne vil have, at jeg bliver, og de også kan se nogle af de ting, som jeg gerne vil bidrage med, vil jeg gerne blive her,” siger forsvarsspilleren, der endnu ikke har lagt sig fast på, hvad der skal ske, når fodboldstøvlerne engang skal lægges på hylden.

”Det er svært at sige. Især i den her verden. Mit netværk og mine kompetencer ligger i fodboldens verden, men jeg ved, at jeg i løbet af de næste år kommer til at snuse til de forskellige ting. Jeg kommer til at teste trænergerningen af og se, om det er noget for mig. Det kan også være noget andet i en klub eller noget helt andet uden for fodbold. Jeg prøver at starte processen nu og snuser til noget,” siger Bjelland, som netop gerne vil bruge tiden i Lyngby som en overgangsfase.

”Hvis jeg fortsætter her, vil det også blive en del af setup’et, at jeg kan være med nogle forskellige steder, så jeg kan finde ud af, hvad jeg vil, hvad der interesserer mig, og hvad jeg kan bidrage med. Den her fodboldverden er så meget anderledes end andre miljøer, så der er nogle klare fordele ved at blive,” siger den erfarne fodboldmand, der tidligere har været med til at rykke op i Superligaen med Lyngby og håber på en gentagelse dette forår.

”Vi glæder os til slutspillet, hvor der venter nogle spændende kampe. Alle håber på det forjættede land, og det kunne være fantastisk at spille Lyngby Boldklub i Superligaen endnu engang.”

Martin Davidsen

Martin Davidsen

Fodboldjournalist med særligt fokus på dansk fodbold. Har talt og skrevet om fodbold gennem mere end 10 år for forskellige medier som bl.a. Tipsbladet, Jyllands-Posten, Information og Mediano. Desuden dansk korrespondent for det tyske medie Kicker og forfatter til fire bøger om fodbold.

© Copyright 2024 Casino NordicBet
Powered by WordPress | Mercury Theme