”Vi kører på med kærlighed.” Ordene kunne være kommet fra […]
”Vi kører på med kærlighed.” Ordene kunne være kommet fra […]
”Vi kører på med kærlighed.”
Ordene kunne være kommet fra en af lederne i fodboldklubben B.93 i NordicBet Ligaen, da en af kerneværdierne i klubben er netop… kærlighed.
Det studsede klubbens nuværende assistenttræner, Kasper Lorentzen noget over, da B.93 sin tid tog kontakt til den tidligere superliga– og landsholdsspiller. Men omfavnelsen, fællesskabet og forståelsen i klubben har bare en enormt positiv effekt på både stab og spillere i den noget uortodokse klub fra Østerbro.
– Du leverer bedre, hvis du har den tillid og får lov til at være dig selv. Hvis du slider dig selv op på arbejdet, så ødelægger du også det, der er derhjemme, og så kommer du uden glæde på arbejdet. Så det er det, der bliver leveret i B.93, og det var det første, der blev lagt op til, da jeg mødte dem. Jeg grinte lidt ved mig selv og tænkte ’det er fodbold’… men det er også kærlighed, fortæller Kasper Lorentzen.
Helt konkret betyder det, at spillere og trænere får tid og plads til at opfylde alle livets andre roller – og for Kasper Lorentzen altså ikke ’kun’ jobbet som assistenttræner i NordicBet Ligaen.
– Jeg har oplevet situationer, hvor der er meget mere plads til at være et helt menneske. Og når man præsterer på banen, så er det, fordi ens bagland har det godt.
En af de bærende faktorer er netop den gensidige tillid, som klubben giver og samtidig modtager.
– Jeg præsterer bedst, hvis jeg er i harmoni med min familie. Hvis min kone synes, at jeg om torsdagen skal hente min datter, så får vi det til at køre, fortæller assistenttræneren og fortsætter:
– Og så er der tilliden til, at vi leverer vores arbejde, selvom vi den ene dag skal lidt før hjem for at hente børn og fungere som familiefar.
Nu er det ikke nødvendigvis en selvfølge i et konkurrencepræget elitemiljø, hvor resultater ofte vejer tungest, at der er tid til at se så meget på helheden for den enkelte person. Fodboldmiljøet på øverste hylde kan være hårdt og kontant, og det er ofte en sort/hvid verden, hvor resultater og penge kommer først.
– Det handler om at få det hele menneske, kan man sige, hvis man skal sætte en overskrift på. Det er det der sammenhold, og det snakker man altid om, at man har i alle klubber, men det har vi bare på en anderledes måde. Vi omfavner alle og i alle situationer, og det er vi meget opmærksomme på, lyder det fra den tidligere Brøndby, Randers FC og FC Nordsjælland-spiller.
Den tillid har en af klubbens helt store profiler Nicolaj Thomsen også mærket på tætteste hold, da den 30-årige midtbanespiller fornyelig blev far for første gang. Og i sidste ende er spillet på banen også blevet endnu bedre.
– Klubben har givet mig lov til at have barsel og få lov til at få de første to uger sammen med min nyfødte og min kæreste og også senere få tre yderligere måneder, så min kæreste også kan komme i gang med sit arbejde, siger Nicolaj Thomsen.
– De tager ikke bare vare om min sportslige karriere men også hele personen omkring. Det er en kæmpe tillidserklæring, og det har gjort, at jeg har spillet mere afslappet fodbold og til tider meget bedre fodbold, fordi jeg ved, at de har min ryg, og jeg har deres ryg, lyder det slutteligt fra Nicolaj Thomsen, der ses på billedet til højre.
På klubbens hjemmeside manifesteres fokusset på kærlighed også.
”Vi tror på mennesker over talent.” Helt konkret har det betydet, at B.93 inden de afgørende kampe i foråret i NordicBet Ligaen har 14 point ned til Næstved, der næstsidst i tabellen ligger under nedrykningsstregen.